SÆSON 2026-2027
Vi er startet 2. september 2026 kl. 09.00-10.00 i hal 2. VEL MØDT 🙂
Et gratis formiddagshold for alle medlemmer i VHG MOTION. Vi træner onsdag kl. 09.00 til kl. 10.00.
Holdet hed tidligere Senior Fitness, men vi syntes, det lød lidt som om, man skulle huske sine hjemmesko. Derfor hedder det nu 40+.
Men faktisk er holdet for alle.
Her træner vi hele kroppen med udgangspunkt i egen kropsvægt, men vi bruger også vægte og elastikker. Vi styrker musklerne, udfordrer balancen, får pulsen op og arbejder med kroppens bevægelser.
Og ja – vi træner selvfølgelig også core, men vi kalder det bare mavemuskler.
Vi kommer omkring de grundlæggende bevægelser og sanser, som kroppen skal kunne bruge hele livet: balance, koordination, reaktion, kropsfornemmelse og evnen til at få arme og ben til at samarbejde.
Det lyder måske avanceret, DET ER DET IKKE.
Det handler egentlig bare om at sørge for, at kroppen stadig kan finde ud af at gå, løfte, dreje, bukke sig, rejse sig og holde balancen – også når livet pludselig kræver, at man skal op fra gulvet uden at gøre det til en mindre ekspedition.
Du slipper også for en masse af de populære fitnessord:
Ingen Pilates.
Ingen CrossFit.
Ingen Tabata.
Ingen HIIT.
Ingen Functional Movement Performance Training 2.0.
Vi laver bare øvelser, der virker. Du skal bare møde op.
Til sidst afslutter vi med lidt breathwork.
Det lyder naturligvis meget mere eksklusivt end det egentlig er: Vi trækker vejret. Vi holder vejret lidt. Og så trækker vi vejret igen.
Ingen bjergtop – ingen røgelse.- ingen krystaller.
Bare helt almindelig vejrtrækning – med et moderne navn.
Så hvis du har lyst til at blive stærkere, få kroppen rørt og samtidig have det hyggeligt:
Kom til 40+.
Det er gratis for medlemmer, det er for alle, og du behøver ikke kunne noget på forhånd.
PS.: Vi lover ingen sixpack på 14 dage. Til gengæld arbejder vi på, at du stadig kan komme op af sofaen om 14 år.